altidfremadmodvictoria

Ikon

Just another WordPress.com site

Klage til Pressenævnet over forside og artikel i BT 22. januar

Til Pressenævnet

Dagbladet BT bragte på sin forside den 22. januar 2012 følgende overskrift:

Sandheden om millionærerne

Se hvad de rige betaler i skat.

Overskriften var suppleret af en tekstboks, hvoraf følgende fremgik:

De betaler 42 pct. af DIN velfærd

Forsiden indeholdt endvidere billeder af fem udvalgte millionærer.

Bladets ”spiseseddel” svarede i al væsentlighed til forsiden i indhold og fremstilling.

Forsiden uddybes på bladets side 14-17, dog primært på 14 og 15.

Artiklen DE BETALER VELFÆRDEN på side 14-15 indledes med følgende formulering:

Retorikken vendt mod ‘de rige’ i Danmark har i årevis raset – men nye tal viser, at ‘de rige’ betaler kolossalt meget i skat.

Lidt senere fremgår det:

Samlet set står de 20 pct. rigeste skatteydere for ikke mindre end 42 pct. af alle danskeres skattekroner.

Ud over, at det er udtryk for manglende indsigt i nationaløkonomi, at der i bladets fremstilling sættes implicit lighedstegn mellem 42 pct. af skatteindbetalingerne og forsidens ”42 pct. af DIN velfærd”, fremgår det intetsteds i artiklens fremstilling, at kun en brøkdel af de rigeste 20 pct. af den danske befolkning er millionærer.

Hertil kommer, at det ikke fremgår klart i artiklen, hvad der er BT’s redaktionelle kommentarer til problemstillingen, og hvad der er faktiske oplysninger.

Jeg har forsøgt at finde det præcise tal for hvor mange danskere, der har en årlig personlig indkomst på en million eller derover, og antallet for 2011 er ifølge Skat 35.000 enkeltpersoner (forudsat, at jeg læser tabellen korrekt), der samlet bidrager med 46 mia. kr. i skatteindbetalinger.

Endvidere har jeg fundet frem til, at 710.000 danskere i 2011 har betalt topskat. Grænsen for topskat var i 2011 389.900 kr. om året – efter arbejdsmarkedsbidrag.

Det samlede skatteprovenu er ifølge førstnævnte oversigt 1121,2 mia. kr., hvoraf millionærernes bidrag på 46 mia. kr. udgør 4,1% (min beregning). Hertil kommer naturligvis, at velfærden (såvel som andre offentlige goder) er finansieret på mange andre måder end blot gennem indkomstskat, så millionærernes bidrag til den samlede finansiering af de offentlige udgifter reelt udgør en endnu mindre andel.

Det er muligt, at BT mener, at en andel på 4,1% udgør ”kolossalt meget”, men forsidens påstand om, at ”sandheden om millionærerne” skulle være, at de betaler ”42 pct. af DIN velfærd” er ikke korrekt, og den ligger i min optik uden for, hvad man kan bagatellisere som en ‘journalistisk stramning’ af forholdene.

Ifølge oversigten fra Skat er der 4,77 mio. skatteydere i Danmark, og 20 pct. af dette antal udgør 954.000 personer. Hvis vi trækker de 35.000 millionærer fra, er der altså 919.000 ikke-millionærer i gruppen – svarende til mere end 96 pct. af denne gruppe (mine beregninger). Når 710.000 af skatteyderne betaler topskat, og når det selvsagt er blandt de rigeste 20 pct., at vi finder topskatteyderne, kan vi regne ud, at 244.000 personer i denne gruppe ikke betaler topskat.

Det vil altså sige, at lige over 25 pct. af den rigeste femtedel af befolkningen ikke betaler topskat (min beregning).

Det har ikke været muligt for mig at finde den laveste indtægt blandt de 954.000 personer, der udgør den rigeste femtedel af danskerne, men det er en snild sag ud fra tabellen fra Skat at regne ud, at 790.000 danskere har en årlig skattepligtig indtægt på 400.000 kr. eller derover.

Dermed er der altså 164.00 personer tilbage i gruppen af de 20 pct. rigeste (af BT omtalt som ”de rige”), som tjener mere end 350.000 kr. og mindre end 400.000 kr. årligt. Denne gruppe er altså 4 gange så stor som gruppen af millionærer.

Om personer, der tjener under 400.000 kr. årligt, hører til ”de rige” kan man naturligvis diskutere, men den offentlige debat, BT omtaler som ”…retorikken vendt mod de rige…”, har ikke mig bekendt vedrørt personer, der ligger tusindvis af kroner under topskattegrænsen. BT’s indledende fremstilling af problemstillingen er derfor ikke korrekt, og den nuanceres ikke senere i artiklen.

Jeg kunne skrive en hel masse om, hvordan BT velvilligt gør sig til mikrofonholder for klynkende millionærer og tager en stor samfundsgruppe med mellemindkomster som gidsel i debatten om fordeling af samfundets rigdomme, men det ville afspore mit ærinde.

Diskussionen omkring, hvornår man er rig, er ikke af relevans for Pressenævnet, men jeg håber, at jeg med ovenstående har kunnet illustrere det vilkårlige og misvisende i BT’s brug af begreberne ”de rige”, ”millionærerne” og ”sandheden” i den temmelig farvede og ensidige artikel, samt på forsiden.

Jeg ønsker på baggrund af ovenstående Pressenævnets vurdering af:

  • Er det i overensstemmelse med god presseskik på forsiden at fremføre, at det er ”sandheden om millionærerne”, at de betaler 42 pct. af velfærden?
  • Er det i overensstemmelse med god presseskik, at bladet ikke nuancerer sine stort opsatte artikler ved f.eks. at gøre opmærksom på, at det langt fra er alle blandt de rigeste 20 pct. af befolkningen, der er millionærer, idet millionærer udgør under 4 pct. af den rigeste femtedel af befolkningen (og under 1 pct. af den samlede befolkning), samt at en betydelig andel af de rigeste 20 pct. ligger under grænsen for at betale topskat?
  • Er det i overensstemmelse med god presseskik, at bladet slet ikke taler med kilder, som måtte have en anden opfattelse af de rigestes bidrag til velfærdssamfundet, samt hvornår man kan siges at tilhøre ”de rige”?

Med venlige hilsner

Lasse P. N. Olsen

(adresse m.v.)

Arkiveret under:Politik, , , , , ,

Meningsløs vækst i valgkampen

Et af valgets hovedtemaer er vækst. Den kommer i forskellige farver – rød, grøn, blå (pga. de borgerliges idemæssige hegemoni er det dog ikke nødvendigt at fremhæve, at den blå vækst er blå – det ligger næsten i begrebet) – men dens indhold er i bund og grund det samme: Noget, som er er af en given størrelse, bliver større.

Når der tales om vækst i folketingsvalgkampen, handler det om økonomisk vækst i Bruttonationalproduktet (BNP). En simpel definition på BNP er denne:

”BNP er (…) lig med summen af privat og offentligt forbrug og investeringer samt nettoeksporten af varer og tjenester (…).”

Det vil sige, at BNP’s måleenhed er penge, og pengemængderne for privat forbrug (P), offentligt forbrug (Government spending, G), investeringer (I) og eksport (Ex) fratrukket den samlede import (Imp)  tilsammen udgør BNP.

BNP er alene et mål for økonomisk aktivitet defineret som menneskets pengebaserede værdiskabelse. De aktiviteter og den værdiskabelse, der ikke involverer penge, er således ikke inkluderet.

Kort fortalt: P+G+I+Ex-Imp=BNP

Hvis en eller flere af disse faktorer bliver større, og de øvrige er konstante (eller de øvrige bliver mindre, men faldet er mindre end stigningen i de faktorer, der vokser – vistnok svarende til det, Løkke ville kalde mindre-mindre), er der tale om vækst i BNP – økonomisk vækst.

Hvis nogle faktorer bliver mindre, og de øvrige er konstante (eller vokser mindre end faldet i de andre faktorer), er der tale om negativ vækst. Investeringer (I) og øget privat forbrug (P) har altså samme effekt på udviklingen i BNP som øget offentligt forbrug (G), men de har næppe samme effekt på samfundsudviklingen, landets økonomi eller statsfinanserne.

BNP er et kvantitativt øjebliksbillede, ikke et kvalitativt. Den registrerer ikke, om væksten er hensigtsmæssig på andre parametre end de rent økonomiske – og selv her er den tvivlsom. Der er heller ingen sammenhæng mellem f.eks. udviklingen i BNP og arbejdsløshed, eller mellem BNP og om en økonomi er “sund”. Lad mig uddybe med et par delvist tænkte eksempler.

Eksemplerne forudsætter, at den offentlige sektor i det pågældende land er af en vis størrelse i forhold til den private: Hvis det offentlige forbrug beskæres drastisk (f.eks. fordi overbetalingsordninger til privathospitaler, apanage til kongehuset, militærudgifter, overflødige motorvejsprojekter mv. blev annulleret), ville der kunne spores et tilsvarende fald i BNP, og hvis det offentlige forbrug øges kraftigt (f.eks. milliardindkøb af danskproduceret militærisenkram og udvidelser af militæranlæg, softwaresystemer til overpris, skattelettelser), vil der være tale om en drastisk stigning i BNP.

I det første tilfælde ville den til enhver tid siddende opposition kunne kritisere den til enhver tid siddende regering for at have bremset væksten og dræbt opsvinget, og i det andet tilfælde ville den til enhver tid siddende regering bryste sig af at have styr på økonomien og for at have gjort det, der på politikersprog kaldes at sætte “gang i hjulene”. Såvel regering og opposition ser i mine eksempler bort fra, hvor og i hvad der er vækst og konstaterer blot, at der er vækst.

Nogenlunde det samme skete, da de seneste væksttal fra Danmarks Statistik blev offentliggjort forleden, og der  kunne spores en marginal vækst i Danmarks BNP. I øvrigt med en fejlmargin på +/- 50% af den anslåede vækst.

Statsministeren var hurtig til at sige, at dansk økonomi er på rette vej, og at det gælder om at holde kursen (politikersprog for “Jeg er den bedste, stem på mig”). Helle Thorning-Schmidt var hurtig til at sige, at væksttallene var for lave (politikersprog for “Jeg kan gøre det meget bedre, stem på mig”). Finansministeren var hurtig til at sige, at væksten skyldes, at regeringen har forringet dagpengene og efterlønsordningen (politikersprog for “Vi har lavet nogle idiotiske og upopulære reformer, men stem på os alligevel, for vi er de bedste”).
Hvis du ikke vidste det i forvejen, håber jeg, at  du på baggrund af ovenstående gennemgang af BNP nu ved, at dette er noget forvrøvlet sludder uden hold i hverken virkeligheden eller i økonomiske teorier.

Men hvad gemmer der sig så bag den marginale vækst i BNP? Det får man et udmærket, kortfattet svar på i Danmarks Statistiks opgørelse i NYT fra Danmarks Statistik nr. 399 fra den 31. august 2011. Her kan man se, at de procentvist største stigninger i P, G, I og Ex-Imp er i G – det offentlige forbrug – med 0,9% og i investeringer i maskiner og transportmidler (dvs. I) med hele 14,4%.
Jeg vil lade Danmarks Statistik selv forklare, hvad denne imponerende vækstrate skyldes:

“Investeringer i maskiner og transportmidler steg 14,4 pct., hvilket skal ses i lyset af et stort fald i første kvartal pga. udførsel af en boreplatform.”

Staten har altså solgt em boreplatform, og der skulle investeres i udstyr til at flytte den. Det er muligt, at tallene fra Danmarks Statistik giver Løkke lidt tiltrængt medvind i valgkampen, men de kan vist heller ikke bruges til ret meget andet. Lidt ligesom politikere, der taler om vækst uden at fatte, hvad de taler om.

Arkiveret under:Politik, , , , , , , ,

Mail til Villy Søvndal omkring tidspunkt for øgning af arbejdstid mm.

Kære Villy Søvndal.

I TV2’s partilederdebat sagde du, at arbejdstiden skal øges, når krisen er overvundet, og der “er kommet gang i hjulene”.
I S & SF’s fælles udspil ‘Fair Løsning 2020’ kan jeg på side 60 læse, at de tiltag, som forventes aftalt via trepartsforhandlinger (de så ofte omtalte 12 minutter), skal indføres ved lov og indgå i overenskomsterne fra 2012 og 2013.

Er det din opfattelse, at krisen er slut, og at der er “gang i hjulene” igen allerede i 2012?

Med venlige hilsner

Lasse P. N. Olsen

Arkiveret under:Politik,

Mail til Rasmus Jarlov omkring andengenerationsindvandreres evner til matematik

Kære Rasmus Jarlov.

Jeg har lige fået refereret en udtalelse fra din side, der angiveligt faldt på TV2 News for kort tid siden.

Du blev bedt om at kommentere, hvorfor andengenerationsindvandrere i København klarer sig så godt i matematik, som tilfældet er, og du svarede – som jeg har fået det refereret:

“Det er jo arabertal man bruger i matematik. Derfor er der jo ingen grund til at de ikke skulle klare sig godt.”

Selv når jeg ser bort fra, at man i matematik anvender (romerske) bogstaver til f.eks. at skrive formler, mens man i regning anvender (arabiske) tal, og at der må antages at være en betydelig andel af ikke-arabiske andengenerationsindvandrere i København, giver din udtalelse anledning til en del undren hos mig.

Det er en temmelig besynderlig begrundelse, som man fristes til at tro er grebet ud af den blå luft, men jeg ved, at den slags ville ligge dig meget fjernt. Jeg håber derfor, at du kan bidrage til bringe klarhed over tingene.

Mine spørgsmål er:

– Har du kendskab til, om elever af arabisk herkomst klarer sig bedre i matematik (eller regning) andre steder end København? Hvis dette ikke er tilfældet, fremstår din hypotese mildest talt tvivlsom.

– Er det din opfattelse, at der er en sammenhæng mellem den økonomiske krise i Italien og det forhold, at romertal ikke længere anvendes inden for økonomi?

– Er det din opfattelse, at latinamerikanere er bedre til latin end ikke-latinamerikanere?

Jeg ser frem til dit svar.

Med venlige hilsner

Lasse P. N. Olsen

Arkiveret under:Politik, , , , , ,

Mail til Ole Sohn omkring papirløses adgang til sundhed

Kære Ole.

Jeg vil indlede med at sige, at jeg var ved at få morgenkaffen galt i halsen, da jeg her til morgen hørte, at SF’s sundhedsordfører Jonas Dahl erklærede sig enig med Dansk Folkeparti i, at Politiet skal slå til over for papirløse indvandrere uden for den sundhedsklinik for papirløse, som Røde Kors, Lægeforeningen og Dansk Flygtningehjælp står bag, samt at SF ikke støtter en sundhedsklinik, der udfører “forebyggende arbejde” for  papirløse. Jonas Dahl erklærede dog, at SF støtter en sundhedsklinik for papirløse, der yder “akut hjælp”.

Morgenkaffen gik efterhånden ned, som den skulle, og jeg blev rigtig glad, da jeg på Facebook kunne læse, at du – i din egenskab af SF’s gruppeformand – slog SF’s holdning til sundhedsklinikken for illegale indvandrere fast.

Glæden var imidlertid kort. Jeg kunne godt nok læse, at du slår fast, at der i SF “…ingen [er] tvivl om, at de har ret til – og skal have – ret til akut behandling i Danmark”, og at SF ikke skal blande sig i politiets arbejde på det niveau”.
Det er godt, men man kan sige, at der intet nyt er under solen, idet enhver har ret til akut behandling i forvejen, og det jfr. Kap. 6 i Lov om Politiets virke ikke er Folketingets partier, der skal diktere den konkrete prioritering af Politiets indsats (selvom man godt kan få det indtryk af alle de tåbelige populistiske udmeldinger fra folketingspolitikere, der synes at mene, at netop de skal detailstyre Politiets arbejde – f.eks. her og her).

I virkeligheden slår du ikke SF’s holdning særlig fast, og dine udtalelser ligner nemlig til forveksling Jonas Dahls – bortset fra én ting:
Du siger ikke et ord om forebyggelse i pressemeddelelsen! (eller noget om sundhedsfremme, men det gør Jonas Dahl heller ikke.)

Ikke et ord om gravide kvinders mulighed for at blive tilset af frivilligt fagpersonale, før noget evt. går galt.
Ikke et ord om muligheden for at få kontrolleret sit blodtryk, før en kredsløbssygdom indtræffer.
Ikke et ord om vejledning til at komme ud af et evt. misbrug, om prævention, om seksuelt overførte sygdomme eller om sikkerhed på arbejdspladsen.

Der er i det hele taget rigtig meget, du ikke siger et ord om. Jeg begynder at forstå, hvorfor mine forældre, da du var formand for det parti, de var medlemmer af i 1980’erne, brugte et øgenavn i omtalen af dig indeholdende en fiskesort, som er kendetegnet ved at være særligt svær at holde fast på.

Jeg vil derfor bede dig om at fastslå følgende, som det burde være muligt at besvare med ja eller nej:

Støtter SF en række organisationers oprettelse og drift af en sundhedsklinik, hvor frivilligt fagpersonale yder forebyggende, sundhedsfremmende, rehabiliterende og behandlende arbejde over for personer, der opholder sig i Danmark uden tilladelse?

Med venlige hilsner

Lasse P. N. Olsen

Arkiveret under:Centrum-venstre, Ole Sohn, Politik, SF, , , , ,

Mail til Helle Thorning-Schmidt omkring S-SF’s kontanthjælpsudspil

Kære Helle.

Ligesom mange andre danskere har jeg fulgt med i din gøren og laden 1.maj, og jeg har med særlig interesse fulgt lanceringen af S-SF’s udspil til kontanthjælpsreform, hvor I lancerer en række nye tiltag, samt gentager allerede kendte elementer af jeres politik (f.eks. afskaffelse af starthjælp og kontanthjælpsloft).

Medierne har tildelt jeres forslag om at indføre såkaldte “kontanthjælpsjob” (en mindre stigmatiserende betegnelse vil nok være at foretrække, når udspillet skal laves om til lovforslag) megen opmærksomhed, og du krævede i din 1. maj-tale et “opgør med den passive forsørgelse” af personer på kontanthjælp. Dette studsede jeg noget over, da deltagelse i aktivering for arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere har været et krav i årtier.

Jeg har samtidig noteret mig, at I i jeres fælles udspil fremhæver Aalborg Kommunes brug af såkaldt ‘nytteaktivering’, hvor unge kontanthjælpsmodtagere slår græs eller gør rent hos pensionister 34 timer om ugen uden at få anden betaling for det end kontanthjælpen. Når ‘nytteaktiveringen’ fremhæves på samme side som forslaget om de såkaldte “kontanthjælpsjob”, kan jeg ikke lade være med at få den tanke, at det er tiltag i stil med ‘nytteaktiveringen’, I har i tankerne. Dog færre end 34 timer, forstås, for selv på FOA’s og 3F’s laveste overenskomster er det muligt at tjene en kontanthjælp ind med væsentligt færre ugentlige arbejdstimer end 34.

Jeg har selv for ca. 10 år siden oplevet at være i ‘nytteaktivering’ i Aalborg Kommunes Pensionistrengøring. Det var før, at Ombudsmanden vurderede, at ordningen var konkurrenceforvridende, og daværende socialminister Henriette Kjær kaldte kommunens praksis for “ulovlig” (hvorefter VOK skyndte sig at lave lovgivningen om, så ordningen alligevel var lovlig).
Dengang var den ugentlige arbejdstid 30 timer, og vi unge i aktivering indgik i teams på samme vilkår som lønnede FOA-medlemmer. Vi havde kitler på, som var identiske med FOA-medlemmernes, samme rygsække til rengøringsmidler og arbejdsredskaber osv., og jeg blev udstyret med et navneskilt, hvoraf det fremgik, at jeg var “Uuddannet hjemmehjælper”. Jeg ville egentlig gerne have gemt navneskiltet som dokumentation, men jeg blev – under trussel om politianmeldelse – pålagt at aflevere det tilbage, da jeg efter et par måneder (kortere tid end de fleste af mine unge kolleger) fandt noget andet at lave.

Vi unge i aktivering lavede nøjagtig samme arbejde som FOA-medlemmerne, og jeg blev sat til at oplære nye aktiverede på samme måde, som jeg var blevet oplært af de ansatte. Den eneste forskel var sådan set, at jeg og de andre unge ikke fik løn for arbejdet. Til gengæld supplerede jeg den sparsomme indtægt med et par flasker rengøringsmiddel, nogle karklude, gummihandsker og andre rengøringsting. Det blev der sat stor pris på i det kollektiv, jeg dengang boede i, selvom vi egentlig ikke gjorde særlig meget ud af at gøre rent.

Der var ansættelsesstop på FOA-stillingerne, da jeg var i aktivering i rengøringsordningen. Dette betød, at hvis nogen skiftede job eller gik på pension, blev stillingen ikke genopslået. Dermed sikrede man, at vi unge i aktivering ikke blev brugt til at presse folk ud af deres job. Vi blev bare brugt til at holde nye medarbejdere væk.

Som kontanthjælpsmodtager skulle man bede sin chef om “tjenestefri”, hvis man skulle til jobsamtale, og jeg blev nægtet tilladelse til at holde fri fra aktiveringen en dag, hvor jeg ville opsøge forskellige arbejdsgivere og aflevere uopfordrede ansøgninger. Afslaget blev begrundet med, at “kommunen” ikke havde mulighed for at kontrollere, om jeg virkelig søgte job, samt at det ikke passede ind i vagtplanen.
Det er mig en gåde, hvordan nogen kan tro, at et sådant system kan bringe nogen nærmere arbejdsmarkedet, og jeg håber virkelig, at I har noget bedre i tankerne i forhold til jeres forslag.

Jeres udspil og den specifkke fremhævelse af Aalborg Kommunes politik giver mig anledning til nogle spørgsmål:

1. Er det planen, at personer, der arbejder i et “kontanthjælpsjob” for at tjene kontanthjælpen ind i f.eks. 15 timer om ugen, skal deltage i aktivering resten af ugens hverdage, eller har man fri? Skal man stå til rådighed for arbejdsmarkedet, når man er ansat i et “kontanthjælpsjob”?

2. Hvordan konkret er det muligt for en arbejdsmarkedsparat kontanthjælpsmodtager at blive passivt forsørget med de nuværende regler?

3. Hvilken overenskomst forestiller du dig, at “kontanthjælpsjobbere” skal være omfattet af?
Eftersom det hedder i udspillet, at tilbuddene skal supplere og ikke erstatte eksisterende funktioner på arbejdsmarkedet, er det vel ikke umiddelbart oplagt, at de er omfattet af samme overenskomst som dem, der varetager de funktioner, som “kontanthjælpsjobberne” er tiltænkt at supplere. Forestiller du dig, at nogen skal forhandle overenskomst for “kontanthjælpsjobberne”? I givet fald hvem?

4. Som du ved, rummer en overenskomst andet end blot aftaler om løn. Der findes bestemmelser om opsigelsesvarsler, om valg af tillids- og sikkerhedsrepræsentanter (samt beskyttelsen af disse), konfliktret, løn i forbindelse med børns sygdom og meget, meget andet. Forestiller du dig, at disse rettigheder – som de nu måtte være formuleret i den overenskomst, “kontanthjælpsjobberne” aflønnes efter – også skal være gældende for “kontanthjælpsjobbere”, eller har du en mere selektiv tilgang til overenskomsternes indhold i tankerne?

5. Det fremgår af jeres udspil, at aflønning i et “kontanthjælpsjob” skal være til “overenskomstmæssig timeløn”. Lad os antage, at der findes en løsning på hvilken overenskomst, “kontanthjælpsjobberne” skal være omfattet af, for problemet ophører ikke her.
Som du ved, ligger normallønnen inden for flere sektorer en del højere end den minimalløn, som overenskomsten foreskriver.
Hvis nogen på en arbejdsplads pludselig aflønnes til minimallønnen, så kan man med nogen ret antage, at kollegerne vil blive presset på lønnen, fordi de kan blive stillet i udsigt at blive erstattet af lavtlønnede.
Forestiller du dig, at aflønningen af “kontanthjælpsjobbere” skal foregå til minimallønnen eller til normallønnen for et givent overenskomstområde? Jeg kender for så vidt godt svaret, da jeg i jeres udspil kan læse, at det skal være efter samme regler som ved løntilskudsjob (hvor aflønning sker ift. minimallønnen), hvilket bringer mig videre til et nyt spørgsmål: Hvordan vil du sikre, at “kontanthjælpsjobbere” ikke kommer til at fungere som løntrykkere på de arbejdspladser, hvor de skal indgå?

Jeg ser frem til at modtage dit svar. For god ordens skyld skal jeg gøre opmærksom på, at såvel denne mail som dit svar vil blive postet på min blog https://altidfremadmodvictoria.wordpress.com/

Med venlige hilsner

Lasse P. N. Olsen

(adresse osv.)

Arkiveret under:Politik, , , , ,

Libyen – mission accomplished?

Efter at have været seriøst i tvivl, endte jeg med at gøre op med mig selv, at jeg var enig i Folketingets beslutning om at sende F16-fly til Libyen. Et – tilsyneladende – klart og entydigt FN-mandat sanktionerede krigsførelsen, der havde til formål at beskytte civile imod Gadaffis fremadstormende tropper, der på dette tidspunkt var nået frem til udkanten af Benghazi.

På dette tidspunkt ville hverken Stinger-missiler eller mægling kunne forhindre det blodbad, Gadaffi havde forberedt. Fra Gadaffi-klanens side var der ikke lagt op til forhandlinger – tværtimod – og heller ikke oprørerne ønskede at sætte sig til forhandlingsbordet.

Verden stod med andre ord over for et scenarie, hvor Gadaffi ville myrde løs på sin egen befolkning, som han har gjort flere gange tidligere – f.eks. da op imod 1270 indsatte blev dræbt i en fængselsmassakre i 1996 (i øvrigt uden nogen særlig fordømmelse fra verdenssamfundet, der på dette tidspunkt var travlt optaget af en anden diktator).

Som mangeårig krigsmodstander var det en underlig fornemmelse pludselig at bakke op om en krig ført af de samme magter, som er ansvarlig for talrige overtrædelser af menneskerettighederne og Folkeretten, men det har været afgørende for mig, at jeg (i lighed med gode kammerater) ikke kunne se noget klart imperialistisk motiv for at føre krig mod Gadaffi. Landets olieressourcer tilflyder i forvejen Vesten i en lind strøm, og EU kan næppe ønske sig en bedre allieret til at styre de flygtningestrømme, som unionen for alt i verden forsøger at holde væk.
Og jeg så ikke andre alternativer for at forhindre blodbadet.

Hvad er der så sket siden da?

Flyangrebene mod libysk militær fik hurtigt standset Gadaffis angreb, og hans hær er på tilbagetog. NATO har overtaget kommandoen over den FN-sanktionerede krigsindsats. Der er sket en arbejdsdeling, så NATO-flyene fra luften hjælper oprørshøren til at rykke frem mod Tripoli på landjorden. SF taler for at indsætte landstyrker, selvom dette er i klar modstrid med FN-mandatet. Den danske udenrigsminister taler om at stille Gadaffi for en domstol (hvilket vel kun kan ske, hvis han bliver afsat), mens de statsledere, som i årevis har bevæbnet Gadaffi og nydt godt af hans billige olie og benhårde styring af flygtningestrømmene, næppe kommer på anklagebænken sammen med ham. Venstre taler om regimeskifte i Libyen, og Folketingets enighed om krigsdeltagelsen vakler.  De krigsførende magter har holdt “krigsråd” i London (i øvrigt uden officielt at invitere repræsentanter for oprørerne med). Oprørshæren har udnyttet sit momentum til at begå overgreb imod sorte og mistænkte Gadaffi-sympatisører i de oprørs-kontrollerede områder. Der er nu reelle forsøg på mægling i gang imellem parterne. Og danske styrker er på vej til at blive part i en borgerkrig.

Situationen i Libyen er derfor væsentligt anderledes end for knap to uger siden, selvom den er meget skrøbelig og omskiftelig.

Det er temmlig dumt alt for tidligt at udråbe noget til en succés, men den overhængende fare for overgreb og forbrydelser imod menneskeheden ser nu ud til at være afværget. Nu skal parterne til forhandlingsbordet.

En forudsætning herfor er, at alle parter – herunder NATO – indstiller alle kamphandlinger.

Det giver nok god mening at beholde flyene i nærheden af Libyen for at lægge pres på parterne og for at signalere, at hvis myrderierne genoptages, kan der skrides ind hurtigt, men lige nu er det vigtigt at overlade Libyens skæbne i libyernes hænder.

Hvis ikke en våbenhvile og nogle reelle forhandlinger om Libyens fremtid etableres meget snart, må de danske kampfly hentes hjem. Grundlaget for krigsdeltagelsen har ændret sig, og hverken FN eller Folketinget har givet mandat til, at NATO bliver part i en borgerkrig.

Arkiveret under:Gadaffi, Internationalt, Krig, Libyen, NATO, Politik

Krig & fred

I skrivende stund er Folketinget i gang med at behandle et beslutningsforslag om at sende fire F16-fly og op til 120 militærpersoner til Libyen. Der er næppe nogen tvivl om folketingsbehandlingens udfald – det eneste usikkerhedsmoment er Enhedslistens holdning.
Den officielle begrundelse for at sende kampflyene af sted er et ønske om at beskytte den libyske civilbefolkning imod det blodbad, Gadaffi er i gang med at forberede for at nedkæmpe og hævne sig på oprørerne. Og Gadaffis forestående massemord vil blive udført med våben fra EU-lande.

Det er påfaldende, som det aldrig kommer på tale at sende kampfly af sted eller at lave ‘humanitær intervention’, når Vestens allierede og samarbejdspartnere med massiv militær overmagt angriber en civilbefolkning. Israel, Colombia, Saudi-Arabien, USA, og mange, mange andre af Danmarks typiske samarbejdspartnere i geopolitik har – med eller uden FN-mandat – utallige civile ofres blod på hænderne. Civile ofre er da også umulige at undgå i krig, siger danske soldater.

Samtidig er det påfaldende, at ‘automatreaktion’-krigsmodstandere af den ene eller anden slags betoner USA’s og EU’s bevæbning af og samarbejde med Gadaffi, mens de nærmest ikke forholder sig til, at verden formentlig står over for massive overgreb og talrige drab på civile.
Jeg kan huske fra 90’erne, at de selvsamme automatreaktion-krigsmodstandere i modstanden mod NATO’s krig imod Jugoslavien (eller rettere: Serbien) ikke ville diskutere Milosevics folkemord, det totale fravær af politiske og civile rettigheder i Serbien, overgrebene på kosovarerne eller Milosevics og hans allieredes imperialistiske visioner om et Stor-Serbien, fordi dette “flyttede fokus” fra USA-imperialismens forestående krig.
Det vigtigste, lød rationalet, var at forsvare Jugoslaviens nationale suverænitet imod USA’s imperialisme. Nyere eksempler på samme rationale kan findes her og her, samt i trangen blandt erklærede socialistiske præsidenter med hang til militæruniformer til at udtrykke støtte til Gadaffi og andre despoter.

Maos opportunistiske princip om, at ‘min fjendes fjende er min ven’ lever i bedste velgående.

Jeg selv og et par gode kammerater i Rød Ungdom forsøgte i tiden op til Kosovokrigen at få en nuanceret diskussion omkring krigen, fordi vi hverken støttede krigen eller Milosevic. Denne opfattelse blev af andre – både i og uden for Rød Ungdom – afvist som ‘naiv’.
Det samme gjorde Enhedslistens krav om at støtte den demokratiske opposition i Jugoslavien. Jeg kunne i denne periode læse på lederplads i KPiD’s blad Kommunist, at formålet med krigen var at forhindre en socialistisk udvikling i Jugoslavien. Ikke desto mindre var det mig og dem, der var enige med mig, der blev kaldt naive.

Jeg har sommetider undret mig over, om automatreaktion-krigsmodstanderne ville forsvare Saudi-Arabiens eller Israels nationale suverænitet, hvis disse landes styrer (og jeg ved godt, at det ikke er sandsynligt, men alligevel…) skulle vende sig imod USA’s verdensdominans.

National suverænitet bliver ofte fremhævet af automatreaktion-krigsmodstandere som en slags helligt princip, der aldrig må overtrædes – uanset hvilken styreform, et givet land har, og uanset hvilke uhyrligheder, der måtte foregå inden for nationalstatens grænser. Og national suverænitet er et vigtigt princip, men det er ikke et princip, der står over alle andre principper

For helt ærligt: En militær invasion kan føre noget positivt med sig – også selvom den sker på et tvivlsomt grundlag. Og det uanset, om FN’s Sikkerhedsråd bakker op eller ej.

Lad mig komme med et eksempel: Da Vietnams hær invaderede “Den Demokratiske Folkerepublik Campuchea” i 1978, foregik denne krænkelse af Campucheas suverænitet uden skyggen af et FN-mandat.
Pol Pots Kampuchea blev bakket op af USA, som efter Saigons fald havde brug for anti-sovjetiske og anti-vietnamesiske allierede i Indokina, og USA fordømte invasionen i FN. USA afviste efterfølgende at anerkende den regering, de vietnamesiske styrker indsatte, da de forlod landet.
Vietnams motiver for invasionen handlede ikke om at standse Pol Pots folkedrab – Vietnams interesser har været nok så tvivlsomme og imperialistiske: At indsætte et pro-vietnamesisk og pro-sovjetisk regime i et naboland.
Men invasionen standsede det folkemord, der kostede op imod en tredjedel af befolkningen livet, og dette vejer for mig at se tungere end tvivlsomme motiver, national suverænitet og manglende FN-mandater.

Og hvor vil jeg så hen med denne opremsning?  Prøver jeg – med megen omsvøb – at legitimere en krig imod Libyen?

Jeg må sige, at jeg ikke selv ved det. Grundlæggende tager jeg afstand fra enhver form for krig og voldsanvendelse, men jeg anerkender, at selvforsvar og forsvar af svage, udsatte grupper overfor en militær overmagt kan være en nødvendighed. Jeg ved udmærket godt, at Vestens nyfundne interesse i den libyske civilbefolkning er hykleri. Vestens magthavere og fremtrædende meningsdannere har i årevis gnubbet skuldre med alverdens diktatorer og set stiltiende til, mens Gadaffi har undertrykt sin befolkning, fordi han kunne holde styr på flygtningestrømmene.

Et FN-mandat er vigtigt, og det samme er national suverænitet. Men ligesom, at jeg ikke til enhver tid vil mene (men dog næsten altid), at et FN-mandat er nødvendigt for at kunne gå i krig, mener jeg ikke, at et FN-mandat er nok i sig selv.
Det er nødvendigt med en politisk afvejning af den konkrete situation.

Spørg dig selv: Hvis du kunne have forhindret Holocaust ved at fjerne Hitler fra magten i 1937, ville du så afvise det, blot fordi Kina eller USA nedlagde veto imod det?
Jeg ved godt, at Hitler ikke kan sammenlignes med Gadaffi. Min pointe med eksemplet er at illustrere, at en krænkelse af den nationale suverænitet uden et mandat fra “Verdenssamfundet” ikke bør afvises til alle tider.

Og tilbage til Libyen:
Der ligger helt klart imperialistiske og geopolitiske motiver til grund for angrebsplanerne på Libyen. Ingen tvivl om det. Det handler om magtinteresser i et strategisk vigtigt område, om at styre flygtningestrømmene og om at kontrollere olieressourcer.

Men på den anden side: Skal jeg (eller vi) stiltiende acceptere Gadaffis forestående massemord, blot fordi USA og den vestlige imperialisme nu har udnævnt deres allierede til skurk? Nej, det skal jeg (vi) ikke.

Flertallet for at sende kampflyene er allerede på plads i Folketinget, og Enhedslisten stemmeafgivelse kan derfor ikke ændre noget afgørende. Jeg forstår – og deler – de overvejelser, som Enhedslistens folketingsgruppe og Forretningsudvalg i disse timer er inde i, og jeg håber, at de træffer en rigtig beslutning.

Arkiveret under:Politik

”…under de Kansas-blå faner bygger vi fremtidens hus.”

Overskriften kunne være en strofe i en kampsang for den håndværkerutopi, Mattias Tesfaye forleden præsenterede Politikens læsere for. Der skal nemlig bygges huse, skal der. Mange!

Tesfaye forestiller sig at Danmark fremover skal satse på håndværk som fremtidens erhverv. Han foreslår derfor en halvering af universiteternes forskning til fordel for forskning i håndværk. Håndværksforskning skal altså med andre ord spille en lige så stor rolle i fremtidens håndværkersamfund som forskningen i folkesundhed, samfundsforhold, vedvarende energi, byudvikling, arbejdsliv, lægevidenskab, samfundsøkonomi, sprogvidenskab, ingeniørfagene, trafik, bæredygtighed, psykologi og meget, meget mere – tilsammen!

I Information begrunder han denne prioritering af forskningsmidlerne således:

”Jeg har ikke noget imod, at der ligger nogle mennesker i metrograveriet med en tandbørste og leder efter et potteskår, mens hele byggepladsen går i stå. Det er med til at berige os som kulturnation, og det er fint. Men der er nødt til at være sammenhæng mellem, hvad store dele af vores forskningsbevillinger gives til, og hvad det resulterer i af afkast til samfundet.”

Jeg kan se det for mig: I håndværkersamfundet arbejder tandbørsten og murerskeen side om side i en kulturnation med afkast. Smukt! Måske skulle de Kansas-blå faner ligefrem prydes af et murerske-og-tandbørste-symbol?

SF’eren og fagforeningsmanden Tesfaye er langtfra den første, der taler for at prioritere forskningsmidlerne der, hvor de giver det største økonomiske afkast, men den ensidige satsning på håndværk er utvivlsomt ny.

Uden at forklare de særlige karakteristika ved dansk håndværk giver Tesfaye i Information endvidere udtryk for, at man skal værne om håndværk som noget særligt dansk:

“Danmark har en helt særlig håndværkerkultur, som vi skal værne om og udvikle.”

Tesfaye har tidligere henvist til andre debattører, der taler om at værne om det ‘særligt danske’, når han skulle berette om udenlandske håndværkeres bedrifter og evner, men konkret er hans definition altså aldrig blevet.

Tesfaye er i det hele taget meget lidt konkret i forhold til sin håndværkerutopi, men han skriver da noget om genbrug, og at det er meningen, at en håndværksmester på et håndværkercenter skal kunne få dokumenteret, udviklet, patenteret og lavet en forretning ud af de utrolig mange praktiske løsninger, der opstår på værkstedet.

Udmærkede forslag, men man skulle måske tro, at det er muligt at sikre genbrug og nogle håndværkspatenter, samt at hjælpe nogle virksomheder i gang – uden at ofre halvdelen af universitetsforskningen i processen.

Samtidig er andre finansieringskilder for mig at se nok lidt mere oplagte at se på, hvis det virkelig skulle være nødvendigt at poste mange penge i projektet.

Hvor stort et beløb, forestiller Tesfaye sig så, at der skal investeres i håndværksforskningen?

Han sætter ikke selv tal på, og jeg har ikke kunnet finde det eksakte beløb for universitetsforskning i Danmark. For at få et indtryk af beløbets størrelse, har jeg derfor kigget i Finanslovsforslaget for 2011, som viser, at universitetsforskning og -uddannelse samlet koster 14,68 mia. kr., hvoraf de 12,4 mia. kommer fra budgetpost 19.22, der kort og godt hedder ‘Universiteter’.

Et forsigtigt gæt vil være, at halvdelen af beløbet til Universiteter går til forskning – altså 6,2 mia. kr.

Dette overslag er formentlig for lavt sat, idet Danmarks samlede offentlige forskningsbevillinger på Finansloven ifølge Danmarks Statistik i 2010 udgjorde 15,6 mia. kr., og det må være rimeligt at antage, at hovedparten heraf er gået til forskning på universiteter. Jeg vil dog af mangel på et mere præcist tal holde mig til de 6,2 mia. kr. i dette eksempel.

Oveni de 6,2 mia. kr. kommer andre poster om forskning i Finansloven, samt en mindre forøgelse af forskningsmidlerne som følge af finanslovsforhandlingerne og fordelingen af forskningsmidlerne fra Globaliseringspuljen, som tilsammen beløber sig til 2,3 mia. kr.

Hertil kommer forskningsbaseret myndighedsbetjening, som i 2008 ifølge Universitets- og Bygningsstyrelsen kostede 1,1 mia. kr. Jeg har ikke kunnet finde et nyere tal, men lad os blot antage, at det er faldet til 1 mia. kr. i 2011 – det er jo sparetider.

Og sidst – men ikke mindst – fylder private fonde mere og mere i finansieringen af forskningen. Alene på SUND-fakultetet på Københavns Universitet kommer 11% af finanseringen fra private, erhvervsdrivende fonde. Endnu en gang kender jeg ikke det samlede tal, men jeg vil anslå, at det er i omegnen af 2,5 mia. kr.

I alt er der altså – med et forsigtigt overslag – 12 mia. kr. til forskning på universiteterne, og heraf ønsker Tesfaye så hvert år at overføre 6 mia. kr. til at hjælpe håndværksmestre til at dokumentere, udvikle, patentere og lave en forretning ud af praktiske løsninger fra værkstedet, så vi kan skabe et håndværkersamfund.

Jeg falder måske uden for målgruppen for forslaget, men hvis jeg skal kunne godtage idéen om et samfund for og af håndværkere, så skylder Tesfaye som minimum at hoste op med en model, der ikke indebærer, at milliarder af kroner til den forskning, han hånligt omtaler som at ligge på jorden med en tandbørste, skal ofres. Samfundet er jo for alle – ikke kun dem, der har samme uddannelse os selv.

Som murer må Tesfaye da om nogen vide, at fundamentet skal være i orden, når man bygger fremtidens hus.

Som P.H. engang formulerede det: Fremtiden kommer af sig selv. Det gør fremskridtet ikke.

Arkiveret under:Politik

Rend mig i den protestantiske etik!

Vi hører det gang på gang, og det blev gentaget i den forudsigelige debat efter Lars Løkkes formentlig sidste nytårstale nogensinde som statsminister:

Der er to veje i dansk politik.

1. Nedskæringsvejen tilsat finanslovsracisme – nu uden efterløn

2. Afgiv-1½-uges-ferie-om-året-for-så-skærer-vi-ikke-ned-før-næste-valgperiode-vejen (snedigt delt op i små portioner á 12 minutter)

Arbejd, til du segner i landet med Europas mest restriktive tilbagetrækningsordning.

Den tyske sociolog Max Weber beskrev sammenhængen mellem kapitalismen og calvinisternes puritanske arbejdsmoral, der afspejlede deres tro på, at den enkeltes frelse eller fortabelse afhang ene og alene af Gud, og at de derfor knoklede løs i alle døgnets vågnede timer og organiserede hele samfundslivet omkring arbejdet. Sagt på nutidsdansk var sjælens evige frelse et incitament for at yde en ekstra indsats.

I dag er sjælens evige frelse skiftet ud med skattelettelser, fladskærmsfjernsyn og kapitalpension, men mekanismen er helt den samme.

Arbejde er det eneste saliggørende.

Det burde være overflødigt at nævne, men jeg gør det alligevel. Med arbejde menes ikke en hvilken som helst aktivitet, der indebærer arbejde. Det pynter måske, når du arbejder i haven, men det adler ikke. Når du tager dig af dine syge børn eller ældre familiemedlemmer, er det heller ikke arbejde.

Frivilligt arbejde tæller heller ikke – med mindre du kan skrive det på CV’et og dermed øge chancerne for rigtigt arbejde – lønarbejde.

Med andre ord:

Arbejder halvtid

Heltid

Fuldtid

Deltid

Overtid

Tempoet skal op og sygefraværet ned. Vi er jo i konstant konkurrence med Indien og Kina.

Nedslidning eller stress taler vi ikke om. Vi har jo et ‘generøst velfærdssamfund’, der placerer alle på rette hylde på baggrund af en beskrivelse og vurdering af den enkeltes ressourcer eller mangel på samme, samt vedkommendes udviklingsmuligheder, hvorigennem det afklares om, i hvilket omfang eller ej, den enkelte kan udføre forskellige konkret specificerede arbejdsopgaver med henblik på at opnå en indtægt til hel eller delvis selvforsørgelse. Denne velfærdsprocedure er omtrent lige så indviklet og uigennemskuelig som den sætning, du lige har tygget dig igennem.

Omfordeling taler vi ikke om. Og dét selvom, vi ved, at ‘ældrebyrden’ er en omfordelingsproblematik mere end noget andet.

Arbejde er kilden til vækst, men når man lytter til visse politikere, får man nærmest indtryk af, at vækst er kilden til arbejde.

Jeg er træt af vækst. Vækst, vækst vækst, vækst, vækst, vækst, vækst, vækst, vækst, vækst…

Hvor stor skal økonomien vokse sig? Hvor skævt skal økonomien vokse? Skal væksten målrettes? Er der sektorer, hvor vækst ikke er ønskværdig?

Hvornår er nok nok? Hvor mange gigantiske fladskærmsfjernsyn, kuglegrill, spillekonsoler, lystyachter, biler, bluray-afspillere, iPods osv. skal vi have, før behovet er dækket?

Hvornår skal vi egentlig få tid til at bruge dem, når vi skal arbejde både mere og længere?

Arkiveret under:Politik