altidfremadmodvictoria

Ikon

Just another WordPress.com site

Mail til Ole Sohn omkring papirløses adgang til sundhed

Kære Ole.

Jeg vil indlede med at sige, at jeg var ved at få morgenkaffen galt i halsen, da jeg her til morgen hørte, at SF’s sundhedsordfører Jonas Dahl erklærede sig enig med Dansk Folkeparti i, at Politiet skal slå til over for papirløse indvandrere uden for den sundhedsklinik for papirløse, som Røde Kors, Lægeforeningen og Dansk Flygtningehjælp står bag, samt at SF ikke støtter en sundhedsklinik, der udfører “forebyggende arbejde” for  papirløse. Jonas Dahl erklærede dog, at SF støtter en sundhedsklinik for papirløse, der yder “akut hjælp”.

Morgenkaffen gik efterhånden ned, som den skulle, og jeg blev rigtig glad, da jeg på Facebook kunne læse, at du – i din egenskab af SF’s gruppeformand – slog SF’s holdning til sundhedsklinikken for illegale indvandrere fast.

Glæden var imidlertid kort. Jeg kunne godt nok læse, at du slår fast, at der i SF “…ingen [er] tvivl om, at de har ret til – og skal have – ret til akut behandling i Danmark”, og at SF ikke skal blande sig i politiets arbejde på det niveau”.
Det er godt, men man kan sige, at der intet nyt er under solen, idet enhver har ret til akut behandling i forvejen, og det jfr. Kap. 6 i Lov om Politiets virke ikke er Folketingets partier, der skal diktere den konkrete prioritering af Politiets indsats (selvom man godt kan få det indtryk af alle de tåbelige populistiske udmeldinger fra folketingspolitikere, der synes at mene, at netop de skal detailstyre Politiets arbejde – f.eks. her og her).

I virkeligheden slår du ikke SF’s holdning særlig fast, og dine udtalelser ligner nemlig til forveksling Jonas Dahls – bortset fra én ting:
Du siger ikke et ord om forebyggelse i pressemeddelelsen! (eller noget om sundhedsfremme, men det gør Jonas Dahl heller ikke.)

Ikke et ord om gravide kvinders mulighed for at blive tilset af frivilligt fagpersonale, før noget evt. går galt.
Ikke et ord om muligheden for at få kontrolleret sit blodtryk, før en kredsløbssygdom indtræffer.
Ikke et ord om vejledning til at komme ud af et evt. misbrug, om prævention, om seksuelt overførte sygdomme eller om sikkerhed på arbejdspladsen.

Der er i det hele taget rigtig meget, du ikke siger et ord om. Jeg begynder at forstå, hvorfor mine forældre, da du var formand for det parti, de var medlemmer af i 1980’erne, brugte et øgenavn i omtalen af dig indeholdende en fiskesort, som er kendetegnet ved at være særligt svær at holde fast på.

Jeg vil derfor bede dig om at fastslå følgende, som det burde være muligt at besvare med ja eller nej:

Støtter SF en række organisationers oprettelse og drift af en sundhedsklinik, hvor frivilligt fagpersonale yder forebyggende, sundhedsfremmende, rehabiliterende og behandlende arbejde over for personer, der opholder sig i Danmark uden tilladelse?

Med venlige hilsner

Lasse P. N. Olsen

Filed under: Centrum-venstre, Ole Sohn, Politik, SF, , , , ,

Skriv en kommentar