altidfremadmodvictoria

Ikon

Just another WordPress.com site

Mail til Helle Thorning-Schmidt omkring S-SF’s kontanthjælpsudspil

Kære Helle.

Ligesom mange andre danskere har jeg fulgt med i din gøren og laden 1.maj, og jeg har med særlig interesse fulgt lanceringen af S-SF’s udspil til kontanthjælpsreform, hvor I lancerer en række nye tiltag, samt gentager allerede kendte elementer af jeres politik (f.eks. afskaffelse af starthjælp og kontanthjælpsloft).

Medierne har tildelt jeres forslag om at indføre såkaldte “kontanthjælpsjob” (en mindre stigmatiserende betegnelse vil nok være at foretrække, når udspillet skal laves om til lovforslag) megen opmærksomhed, og du krævede i din 1. maj-tale et “opgør med den passive forsørgelse” af personer på kontanthjælp. Dette studsede jeg noget over, da deltagelse i aktivering for arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere har været et krav i årtier.

Jeg har samtidig noteret mig, at I i jeres fælles udspil fremhæver Aalborg Kommunes brug af såkaldt ‘nytteaktivering’, hvor unge kontanthjælpsmodtagere slår græs eller gør rent hos pensionister 34 timer om ugen uden at få anden betaling for det end kontanthjælpen. Når ‘nytteaktiveringen’ fremhæves på samme side som forslaget om de såkaldte “kontanthjælpsjob”, kan jeg ikke lade være med at få den tanke, at det er tiltag i stil med ‘nytteaktiveringen’, I har i tankerne. Dog færre end 34 timer, forstås, for selv på FOA’s og 3F’s laveste overenskomster er det muligt at tjene en kontanthjælp ind med væsentligt færre ugentlige arbejdstimer end 34.

Jeg har selv for ca. 10 år siden oplevet at være i ‘nytteaktivering’ i Aalborg Kommunes Pensionistrengøring. Det var før, at Ombudsmanden vurderede, at ordningen var konkurrenceforvridende, og daværende socialminister Henriette Kjær kaldte kommunens praksis for “ulovlig” (hvorefter VOK skyndte sig at lave lovgivningen om, så ordningen alligevel var lovlig).
Dengang var den ugentlige arbejdstid 30 timer, og vi unge i aktivering indgik i teams på samme vilkår som lønnede FOA-medlemmer. Vi havde kitler på, som var identiske med FOA-medlemmernes, samme rygsække til rengøringsmidler og arbejdsredskaber osv., og jeg blev udstyret med et navneskilt, hvoraf det fremgik, at jeg var “Uuddannet hjemmehjælper”. Jeg ville egentlig gerne have gemt navneskiltet som dokumentation, men jeg blev – under trussel om politianmeldelse – pålagt at aflevere det tilbage, da jeg efter et par måneder (kortere tid end de fleste af mine unge kolleger) fandt noget andet at lave.

Vi unge i aktivering lavede nøjagtig samme arbejde som FOA-medlemmerne, og jeg blev sat til at oplære nye aktiverede på samme måde, som jeg var blevet oplært af de ansatte. Den eneste forskel var sådan set, at jeg og de andre unge ikke fik løn for arbejdet. Til gengæld supplerede jeg den sparsomme indtægt med et par flasker rengøringsmiddel, nogle karklude, gummihandsker og andre rengøringsting. Det blev der sat stor pris på i det kollektiv, jeg dengang boede i, selvom vi egentlig ikke gjorde særlig meget ud af at gøre rent.

Der var ansættelsesstop på FOA-stillingerne, da jeg var i aktivering i rengøringsordningen. Dette betød, at hvis nogen skiftede job eller gik på pension, blev stillingen ikke genopslået. Dermed sikrede man, at vi unge i aktivering ikke blev brugt til at presse folk ud af deres job. Vi blev bare brugt til at holde nye medarbejdere væk.

Som kontanthjælpsmodtager skulle man bede sin chef om “tjenestefri”, hvis man skulle til jobsamtale, og jeg blev nægtet tilladelse til at holde fri fra aktiveringen en dag, hvor jeg ville opsøge forskellige arbejdsgivere og aflevere uopfordrede ansøgninger. Afslaget blev begrundet med, at “kommunen” ikke havde mulighed for at kontrollere, om jeg virkelig søgte job, samt at det ikke passede ind i vagtplanen.
Det er mig en gåde, hvordan nogen kan tro, at et sådant system kan bringe nogen nærmere arbejdsmarkedet, og jeg håber virkelig, at I har noget bedre i tankerne i forhold til jeres forslag.

Jeres udspil og den specifkke fremhævelse af Aalborg Kommunes politik giver mig anledning til nogle spørgsmål:

1. Er det planen, at personer, der arbejder i et “kontanthjælpsjob” for at tjene kontanthjælpen ind i f.eks. 15 timer om ugen, skal deltage i aktivering resten af ugens hverdage, eller har man fri? Skal man stå til rådighed for arbejdsmarkedet, når man er ansat i et “kontanthjælpsjob”?

2. Hvordan konkret er det muligt for en arbejdsmarkedsparat kontanthjælpsmodtager at blive passivt forsørget med de nuværende regler?

3. Hvilken overenskomst forestiller du dig, at “kontanthjælpsjobbere” skal være omfattet af?
Eftersom det hedder i udspillet, at tilbuddene skal supplere og ikke erstatte eksisterende funktioner på arbejdsmarkedet, er det vel ikke umiddelbart oplagt, at de er omfattet af samme overenskomst som dem, der varetager de funktioner, som “kontanthjælpsjobberne” er tiltænkt at supplere. Forestiller du dig, at nogen skal forhandle overenskomst for “kontanthjælpsjobberne”? I givet fald hvem?

4. Som du ved, rummer en overenskomst andet end blot aftaler om løn. Der findes bestemmelser om opsigelsesvarsler, om valg af tillids- og sikkerhedsrepræsentanter (samt beskyttelsen af disse), konfliktret, løn i forbindelse med børns sygdom og meget, meget andet. Forestiller du dig, at disse rettigheder – som de nu måtte være formuleret i den overenskomst, “kontanthjælpsjobberne” aflønnes efter – også skal være gældende for “kontanthjælpsjobbere”, eller har du en mere selektiv tilgang til overenskomsternes indhold i tankerne?

5. Det fremgår af jeres udspil, at aflønning i et “kontanthjælpsjob” skal være til “overenskomstmæssig timeløn”. Lad os antage, at der findes en løsning på hvilken overenskomst, “kontanthjælpsjobberne” skal være omfattet af, for problemet ophører ikke her.
Som du ved, ligger normallønnen inden for flere sektorer en del højere end den minimalløn, som overenskomsten foreskriver.
Hvis nogen på en arbejdsplads pludselig aflønnes til minimallønnen, så kan man med nogen ret antage, at kollegerne vil blive presset på lønnen, fordi de kan blive stillet i udsigt at blive erstattet af lavtlønnede.
Forestiller du dig, at aflønningen af “kontanthjælpsjobbere” skal foregå til minimallønnen eller til normallønnen for et givent overenskomstområde? Jeg kender for så vidt godt svaret, da jeg i jeres udspil kan læse, at det skal være efter samme regler som ved løntilskudsjob (hvor aflønning sker ift. minimallønnen), hvilket bringer mig videre til et nyt spørgsmål: Hvordan vil du sikre, at “kontanthjælpsjobbere” ikke kommer til at fungere som løntrykkere på de arbejdspladser, hvor de skal indgå?

Jeg ser frem til at modtage dit svar. For god ordens skyld skal jeg gøre opmærksom på, at såvel denne mail som dit svar vil blive postet på min blog https://altidfremadmodvictoria.wordpress.com/

Med venlige hilsner

Lasse P. N. Olsen

(adresse osv.)

Filed under: Politik, , , , ,